Henrik Pontoppidan er ikke nogen hjemmefødning, hvis forfatterskab begrænser sig til en skildring af danske forhold i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Han har sit åndelige hjemsted i europæisk sammenhæng. Dette gælder ikke mindst for romanen Lykke-Per. I denne afhandling har Pontoppidans identitetsfilosofi i Lykke-Per en central placering – og med sin opfattelse af, at identitet forudsætter viljen til ikke at blive som ´de andre´, men i stedet turde være ""hiin Enkelte"", hører Pontoppidan hjemme i en tradition, der fra Heidegger, Nietzsche, Schopenhauer, Kierkegaard går tilbage til Goethe og Leibniz. Bogen er derfor ikke kun et bidrag til Pontoppidan-forskningen, men kan tillige læses som et opgør med (post)modernitetens identitetsløshed og ansvarsforflygtigelse.