I 1790 udsendte den kongelige kapelmester Johann Abraham Peter Schulz en lille tryksag med titlen Tanker om Musikens Indflydelse paa et Folks Dannelse. Skriftet var blevet til på opfordring af den regerende kronprins Frederik (VI). De første lærerseminarier var så småt ved at blive oprettet, og det var Schulz’ hensigt at skaffe sangen og musikken plads på skoleskemaet. Det lykkedes som bekendt, og begyndelsen til en fællessangstradition var skabt, en tradition som har holdt sig til i dag.    Schulz kom hertil fra Tyskland som højt berømmet kapelmester og komponist. Hans sange i folketone (Lieder im Volkston) havde fået vid udbredelse, og de bidrog til at styrke folks interesse for gode melodier med gode tekster.    Som kapelmester ved Det Kongelige Teater var det Schulz’ forpligtelse at komponere musikdramatiske værker. Med syngespillet Høstgildet, der forherligede bondefrigørelsen, skabte han en klassiker, hvorfra sange som Nys fyldte skøn Sired det attende år vandt vid udbredelse.    Som menneske og musiker var Schulz elsket af sit orkester og højt værdsat af sit publikum. Det var derfor med sorg, man måtte give afkald på ham, da han efter en kort årrække (1787-95) måtte forlade sin stilling på grund af sygdom. Med melodierne til B. S. Ingemanns morgen- og aftensange blev arven efter ham løftet på smukkeste måde af hans elev C. E. F Weyse.  Hvem var mennesket bag denne succesfulde kunstner? For første gang på dansk fremlægges her en omfattende monografi baseret især på breve, men også på andre trykte og utrykte kilder.