Metaforen er et af litteraturanalysens vanskeligste forskningsfelter. Modernismens metaforer argumenterer for, at modernismens metaforer og symboler er kendetegnet ved, at en forvitret og løs syntaks er medbetydende for indholdet.  I bogen sammenholdes ældre metafor-forskning med nyere, og ældre litterære værker sammenholdes med nutidige. Historisk rækker bogen langt tilbage med sit vigtigste knudepunkt i det sene 1800-tals Frankrig, hvor Baudelaire er hovedskikkelsen.  Det stofmæssige tyngdepunkt leveres af danske lyrikere som Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, men også svensk- og norsksproget litteratur af forfattere som Ekelöf, Jonsson og Gripenberg inddrages. Der skeles også til væsentlige centraleuropæiske forfattere, blandt andre Marcel Proust og Petrarca. Ny dansk metaforteori er repræsenteret med bl. a. Dan Ringgaard, og blandt de mange udenlandske metaforforskere, der hentes inspiration fra, står den irske litteraturforsker Christopher Prendergast og den svenske billedteoretiker Peter Hallberg som de væsentligste, for med dem tilføres stilistikken en billedteori, hvori læseprocessen indgår.