Følelser og objektivitet lyder umiddelbart som modsætninger, men Sangild argumenterer for, at de krydses i kunsten. Gennem analyser af billedkunst og elektronisk musik, viser han, hvordan man kan tale om, at følelsesudtryk ikke primært er subjektive, men udgår fra det æstetiske objekt. Med afsæt i…
Følelser og objektivitet lyder umiddelbart som modsætninger, men Sangild argumenterer for, at de krydses i kunsten. Gennem analyser af billedkunst og elektronisk musik, viser han, hvordan man kan tale om, at følelsesudtryk ikke primært er subjektive, men udgår fra det æstetiske objekt. Med afsæt i en utraditionel læsning af Theodor W. Adornos æstetik, udfolder han en række filosofiske refleksioner over udtryk, erfaring og autonomi fra et nutidigt perspektiv. Kunsten og musikken demonstrerer indirekte, hvordan udtryk ikke er en projektion fra en beskuer eller lytter eller noget der krænges ud af en kunstnersjæl, men at det er et objektivt erfaringspotentiale. Sneglens følehorn viser, hvad sensibilitet er: Sansning, følelse og erkendelse vævet sammen i et organ.
