Billedets liv – Syv kapitler om det moderne ikon. Fra Ingres til Bacon

kr. 199,95

Varenummer (SKU): 9788779170308 Kategorier: ,

Beskrivelse

Af Rolf Læssøe

Når de lærde teologer i middelalderen diskuterede det betimelige i anvendelsen af billeder i troens praksis, skelnede de mellem to forskellige billedtyper, der omtaltes som hhv. historiae og imagines. Historiae var fortællende billeder, der kunne bruges som illustrationer og anskueliggørelser for menigheden og var dermed pædagogisk sunde og problemfrie. Imagines, eller ikoner, derimod, var behæftet med risici for hedensk idoldyrkelse og troen på magiske evner og underkastedes derfor forskellige former for tabuer og i perioder ligefrem forbud. I Billedets Liv redegøres der for, hvordan denne diskussion og sondring er genopstået i den nyere tids kunst, fra omkring år 1800 frem mod i dag, men med nye fortegn. I denne moderne epoke ses det, at de ikoniske imagines vinder frem på bekostning af de narrative og didaktiske historiae. Det moderne billede søges investeret med en magisk dimension, som om figuren i det havde sit eget liv, og i samklang hermed vælges stille, ofte frontale eller på anden vis betragterorienterede billedtyper, der også formelt er beslægtet med middelalderens ikoner og andagtsbilleder. Bogen diskuterer en lang række hovedværker fra den moderne epoke i dette lys og drager paralleller til samtidig kritik, skønlitteratur, filosofi og til beslægtede fascinationsområder i det moderne såsom marionetteatret, protocinematiske fænomener som Robertsons Fantasmagorier og den moderne forkærlighed for egyptisk og arkaisk kunst på bekostning af det klassiske. Desuden gives der et bud på, hvorfor det ikoniske frem for det narrative billede kan fremstå som investeret med sit eget liv. Gennem syv kapitler diskuteres og analyseres i dette lys en række hovedværker af så fremtrædende malere som Ingres, Manet, Moreau, Seurat, Van Gogh, Picasso, Matisse og Bacon.

Yderligere information

ISBN

9788779170308

Sidetal m.m.

352

Udgivelsesår

2001

Forfatter

Rolf Læssøe