Af Lev Tolstoj

En adelsmand voldtager en ung kvinde. Hun bliver gravid og ender som prostitueret. Han glemmer hændelsen. Da han 10 år senere sidder som medlem af juryen i en retssag om giftmord, genkender han hende blandt de anklagede. Ved en fejl dømmes hun til strafarbejde i Sibirien, og han overvældes af samvittighedskvaler. Da han erkender, at han er den sande skyldige, lægger han sit liv om: Han giver afkald på sin ejendom, tager afstand fra sin adelige omgangskreds og beslutter sig for at gifte sig med sit offer – også selvom hun vil helst vil være fri.

Opstandelse (1899) er Tolstojs store religiøse udviklingsroman om den brødebetyngede og idealistiske fyrst Nekhljudov, der beslutter sig for at ændre alt – både inden i og uden for sig selv. Den er skrevet på tærsklen til det 20. århundrede, hvis idealisme og utopier, Rusland på mange måder inkarnerede. Romanen er psykologisk kompleks som Anna Karenina og en stort anlagt fortælling som Krig og fred, men i modsætning til de tidlige romaner bærer den også præg af Tolstojs kompromisløse politiske og religiøse anarkisme. Den var anledningen til, at forfatteren i 1901 blev ekskommunikeret af den russiske kirke, og dens skildring af vejen til menneskeligt fællesskab er stadig slående i sin radikalitet.