Af Sextus Propertius
Tosproget udgave af Propertius' elegier, på danske vers af Ole Meyer.
Morgenen kom, og jeg ville, nej måtte se om nu Cynthia
sov alene – og ja: trygt lå hun dér i sin seng.
Blændet stod jeg, for aldrig havde jeg set hende mere
dragende dejlig og skøn, selv ikke dengang hun gik
purpurklædt hen til den ærbare Vesta, for dér at erfare
om mon en ængstende drøm gjaldt hende selv, eller mig.
Således fremstod hun nu, netop vækket af søvnen:
usminket skønhed, hvor stærkt holder du os i dit greb!
“Er du så tidligt på færde,” sagde hun, “for at belure
og kontrollere mig? Tror du jeg er ligesom jer?
Jeg er ikke så flygtig: jeg slår mig til tåls med én elsker,
enten med dig – eller en der er lidt mere stabil!
Dér er min seng: ser du lagnet i uorden, puderne krøllet?
Ser du mon tegn på at to skulle have tumlet sig her?
Snus til min krop: er der rest af lugte der tyder på noget –
duften af sex, ved du nok? eller med rene ord: hor!”
– siger hun, og afværger straks med hånden mit kys, mens hun stikker
foden i sin sandal, og hun er væk som et lyn.
Således blev jeg til nar. Eller blev jeg? En ting er sikker:
ikke én eneste nat er mig forundt siden da.
Yderligere information
ISBN | 9788779172272 |
---|---|
Sidetal m.m. | 144 |
Udgivelsesår | 2021 |
Forfatter | Sextus Propertius |
Oversætter | Ole Meyer |