Beskrivelse
Af Bent Holm
Tyrk kan tæmmes sætter fokus på en skikkelse, der vækker både skræk og fascination: Tyrken som iscenesat figur. Fra kongelig ritualitet til folkelig festivitas – og sidst, men ikke mindst, på teaterscenen. Bogen er en række nedslag i Tyrkens danske fiktionshistorie. Med afsæt i Luther, der læser en djævelsk konspiration mellem Paven og Tyrken ud af en apokalyptisk historieforståelse – verdens ende er nær! Ideen iscenesættes ved Christian 4.s kroning, lever videre i folketroen, parodieres hos Holberg, klinger ud i eksotisme på teatret, men blomstrer atter op hos Grundtvig.